Mercedes kontakter Statstidende med tilbud om at teste ny bil
Nej ok – den kampagne-strategi ville man nok studse temmelig voldsomt over. Men Mercedes har gjort noget der er næsten ligeså sjovt. De har nemlig valgt at kontakte 10 bloggere for at tilbyde dem en tur i en ny bil (og jeg er en af dem, ligesom min kollega Joachim er en anden).
I udgangspunktet synes jeg, det kan være en udmærket idé, at virksomheder inddrager blogs. På weblogs kan man jo netop finde de mennesker, der taler om de emner, som man selv er optaget af i virksomheden og så kan man forsøge at blande sig i samtalen, hvis man har noget relevant at tilføje.
I Mercedes tilfælde ville det betyde, at strategien kunne være: Lad os finde og læse de weblogs, der handler om biler og biludstyr og lad os så kontakte nogle af dem for at spørge, om de har lyst til at teste en af vores nye biler. Måske er der nogle af bil-nørderne derude, der har input til os om vores bil og måske er der nogle af dem, der vil blogge om os.
Men i stedet har Mercedes tilsyneladende valgt de 10 bloggere udfra nogle ret ugennemsigtige kriterier. Noget kunne tyde på, at de har ledt efter blogs med mange kommentarer – eller måske blogs som mange linker til? I hvert tilfælde er de 6 (ud af 10) bloggere, som jeg er stødt på, nogle der har meget aktivitet.
Alligevel lader det ikke til, at Mercedes har læst nogle af de pågældende blogs – eller bare har brugt søgefeltet på de nævnte weblogs til lige at få en fornemmelse af, hvem det egentlig er, de har kontaktet?
Resultatet er blevet, at Mercedes har kontaktet bloggere, der aldrig har og som sikkert aldrig vil skrive et indlæg om biler (Emme, Blogbogstaver, Sille og Hovedetpaabloggen). De har som nævnt også kontaktet min kollegaJoachim Oschlag, som har et prima indlæg om en bil på sin blog, men som derudover heller ikke blogger ret meget om biler.
Og nogle af bloggerne er blevet sure over Mercedes upersonlige henvendelse.
Emme (som ikke har kørekort) skriver:
“Så hvad er det, der generer mig så meget ved denne henvendelse? For det første, den spam-lignende mangel på research; hvis nu jeg interesserede mig for biler, så havde jeg bedre kunne forstå det. Det er manglen på interessefællesskab og den klare kommercialitet.”
UPDATE KL. 22:49: Emme har skrevet et blogindlæg om, hvordan hun mener Mercedes kunne have grebet sagen an.
Og Line fra Blogbogstaver skriver blandt andet:
“Hm. Jeg kan se i kommentarsporet til mit indlæg nedenunder, at jeg åbenbart ikke overhovedet har fået formidlet min totale foragt for den form for markedsføring. Så lad mig lige understrege det, så det ikke kan misforstås:
* Der et totalt fejlskud!
* Det er uproff markedsføring!
* Det er dårlig research at sende den til mig!
…”
Og i nogle af kommentarerne på de 2 blogs kan man også se, at der ikke er udelt begejstring over faconen:
Jens Hofman Hansen skriver i en kommentar på Emmes blog:
“…Muligvis har mercedes.dk en øget hit-rate i disse dage fra en flok bloggere og deres læsere. Men Mercedes opbygger i disse dage også en god portion dårlig karma – og det er formentlig stik imod hvad de havde planlagt, da de ville være web 2.0-blogosfære-new-media-viral-agtige i deres alternative, men håbløse PR-stunt.”
Skal virksomheder så aldrig nærme sig bloggere?
Det mener jeg godt, de kan.
Jeg tror for eksempel, at hvis et forlag havde spurgt Line P fra Blogbogstaver, om hun ville “prøvekøre” deres nye ordbogs-initiativ på nettet i en uge, så ville hun have overvejet det. Eller hvis en slik- eller kageproducent havde skrevet til Emme og spurgt om hendes professionelle mening om deres nye produkt (Og jeg forudsætter så her, at både forlaget og producenten af slik havde vist i deres henvendelse, at de altså fulgte med på de her blogs), så havde reaktionerne ikke været de samme.
Fordi der havde været en naturlig relation til bloggen og indholdet – og dermed et naturligt sted at starte en relation med indbygget respekt for bloggerne. Og den respekt mangler desværre i Mercedes henvendelse.
Direct Mail til postadressen eller som e-mail?
Mercedes har også begået en anden morsomhed, for vi bloggere har tilsyneladende allesammen fået en standard-mail med besked om, at Mercedes ikke kunne finde vores postadresse og at de derfor har tilladt sig at e-maile henvendelsen i stedet.
Men bloggere deler information – og de deler AL information, så det at brevene er identiske blev opdaget – og blev yderligere en provokation, fordi Mercedes tilsyneladende har forsøgt at skrive personligt – i en masseudsendelse.
Da jeg fik deres mail, synes jeg selvfølgelig at det virkede lidt tåbeligt, at de ikke skulle kunne finde min postadresse (der er en knap der hedder “Kontakt” øverst på min blog – hallo!) – men da jeg fandt ud af, at Mercedes havde skrevet sådan til alle begyndte jeg ligesom flere andre, at overveje om teksten er udtryk for forsøg på omgåelse af markedsføringsloven, for Mercedes må vel ikke henvende sig via e-mail til privatpersoner?
Og hvad kan man så lære af historien?
1. Man skal OGS? være professionel, når man beslutter sig for at inkludere blogs i marketingplanen. Man sender ikke en opsamlingsplade med Einstürtzende Neubauten til anmeldelse i Hjemmet!
2. Professionalisme fordrer i den her sammenhæng, at man L?SER de blogs, man beslutter sig for, er relevante – det gør det nemlig også lettere at beslutte, om de ER relevante! Hvis en blog ikke indeholder så meget som et eneste indlæg (gennem flere år) om biler, er det nok en meget god indikation af, at fællesskabet på bloggen ikke er bygget på interesse for biler.
3. De bedste eksempler på virksomheder, der bruger blogs i markedsføring er virksomheder, som selv har en blog. Hvis Mercedes havde haft en weblog selv kunne de have annonceret deres tilbud om testture i den nye bilmodel på bloggen – og bloggere, som følger dem og er interesserede kunne så selv have henvendt sig.
4. Når det siges at tonen på blogs er mere personlig end i andre former for kommunikation, så betyder det blandt andet, at man skal afholde sig fra massekommunikation overfor bloggere – også i e-mails. Skriv en personlig henvendelse, baseret på oprigtig interesse i den pågældende blog/blogger – eller lad helt være med at henvende dig.




marts 18, 2007 @ 13:29
[...] Det var de første 2 afsnit i et længere indlæg om Mercedes og bloggere, som jeg lige har blogget ovre på min arbejdsblog hos Social Square. [...]
marts 18, 2007 @ 14:20
*lyden af mit hoved, der rammer bordet, repetitivt*
marts 18, 2007 @ 15:12
[...] Mercedes i Danmark har i fredags inviteret 10 danske bloggere på prøvetur. Trine-Maria, Emme og LineP skriver blandt andet om det. [...]
marts 18, 2007 @ 21:47
Det er lidt spøjst, hvordan Mercedes kan ramme så mange bloggere, der kender hinanden – de *burde* vide, at der kommunikeres på kryds og tværs. Hvis vi går ud fra at de faktisk godt ved det; hvad er så deres mål? Handler det bare om at generere omtale? Man skulle tro at de kunne gøre det smartere – det er da lidt en bet at blive hængt ud som landets mest tåbelige marketingafdeling, uanset hvor salgsfremmende omtalen er.
marts 18, 2007 @ 22:23
Andreas – jeg forstår, hvad du mener og jeg synes også, du har ret i, at der ikke er noget nyt i det, der foregår – der er vist bare helt klassisk tale om afsenderorienteret kommunikation :-)
Ole – ja besynderligt, at de ikke har tænkt over at bloggere indgår i blogosfæren – og jeg prøver stadig at finde ud af, hvad deres strategi for udvælgelse af bloggere har været – og hvis jeg får et ledigt øjeblik i morgen forsøger jeg lige at ringe til ham, der har sendt mig brevet og spørge ham.
Og foreløbig er der vel ikke sket noget på de her blogs, der fremmer salget af Mercedes biler? Der er jo ikke engang nogen der linker til bilen?
marts 19, 2007 @ 01:58
Nu jeg tænker over det, så undrer jeg mig allermest over timingen; hvem søren sender noget ud fredag eftermiddag mellem 17 og 18, og er derefter offline hele weekenden? De svarer ikke engang på mail.
Ingen ville da sende en pr-medd ud på den måde?
marts 19, 2007 @ 14:03
Måske giver det mere mening, hvis man ser det som corporate blog stalking – de føler at de kender jer, og derfor giver de jer det her fantastiske tilbud.
marts 19, 2007 @ 16:50
Fed neologisme, Ole!
marts 21, 2007 @ 04:41
Hej Trine-Maria,
God gennemgang – Jeg vil spørge om du ved hvem alle de 10 bloggere der fik invitationen, er?
I forbindelse med studiet skal jeg og en anden pige lave en kort præsentation over et “nutidigt marketing problem” og vi overvejer “viral marketing” med fokus på faldgruber og etiske aspekter i forbindelse med viral marketing kampagner rettet mod blogs, chatforums, eller IM buddy lists.
Jeg har tænkt på at bruge Mercedes’ lille eventyr som et eksempel og kunne godt tænke mig at vide om alle der modtog en invitation blev sure, eller om Mercedes også fik positive reaktioner på deres blogkampagne.
Anne
PS. Enhver form for links til ny interessant information om emnet (på engelsk er bedst, da min makker ellers ikke kan læse det) er meget velkommen.
Det er en 10 min. præsentation, så tykke bøger er overkvalificerende.
marts 21, 2007 @ 18:09
Emme & Ole – Stalking er det vel næppe, så ville de vel være mere vedholdende :-)
Og jeg har endda ydet den service, at skrive en e-mail til dem om at “der blogges”, men jeg har ikke fået så meget som en automatisk svar-mail igen :-)
Anne – desværre ved jeg kun at Emme, Joachim Oschlag, Line P, Sille og undertegnede fik mailen.
marts 22, 2007 @ 04:33
OK, tak.
marts 22, 2007 @ 20:10
[...] Hvordan kan det være, at de hæderkronede firmaer ofte har problemer med at navigere i Cyberspace? Blogosfæren flyder med kommentarer om hvordan store firmaer gebærder sig mere eller mindre klodset. På hovedetpaabloggen / Social Square er der beskrives det hvordan Mercedes har båret sig mildestalt kikset ad. De har invitere 10 danske bloggere om bord til en prøvetur, for at få omtale. Fint nok, hvis altså forfatteren/bloggen behandler biler eller andet med en kontaktflade. Og det er i sig selv heller ikke nok til at SIKRE sig god omtale! Det afgør produktet forhåbentlig… Sådan tænker man ikke i Mercedes!! Næ, de skraber overfladen og laver en hurtig grænskning over hvem, der har mest trafik på sin blog, og dermed kan give mest eksponering for Mercedes produkt. Det kostede naturligvis en nyrehug, i form af dårlig omtale i hele det danske blog-miljø. Knap så smart spin. [...]
marts 24, 2007 @ 10:46
Har vi overhovedet hørt fra Mercedes siden de spammede de 10 bloggere? Det er lige før man skulle prøve at ringe til dem og høre, hvordan de selv synes det gik.
april 11, 2007 @ 03:49
Ja en af dem (Lars van het Erve) skrev en lang kommentar på Emmes blog, til posten “Hvordan man IKKE skal markedsføre en bil”
oktober 13, 2007 @ 22:47
JA det må jeg nok sige, det er noget af et fejl skud Mercedes har lavet der, jeg forstå godt du undre dig. Findes der enlige blogs om biler i DK!
Men som den usling jeg nu er, ville jeg jo lige snuppe en tur i bilen, jeg mener de beder jo selv om det, så skal den ha GAS, og du behøver jo ikke skrive noget om det. Gi den gas.
september 24, 2008 @ 10:12
[...] som, at Kim Elmose mener, at det stadig skulle være Mercedes-Benz’s blog-kampagne fra 2007 (her diskuteret hos Social Square), hvor de henvendte sig til diverse bloggere (nogle uden kørekort) med tilbud om en prøvetur, der [...]