I de seneste 5 år har Socialsquare pioneret markedet for det sociale internet. Vi har lært danske virksomheder, hvad blogs er – og hvordan man bruger dem. Vi har introduceret til nye sociale netværk, vi har lavet frontløberprojekter på kunde- og borgerinvolvering, lavet wikis, communities og idéplatforme. Vi har lavet strategier for nogle af Danmarks største virksomheder. Vi har holdt oplæg på oplæg, snakket og revset, lyttet og læst.
At være tidligt ude, drive en ny branche fremad og definere et nyt fagligt felt, har været både lærerigt og hårdt. Vi har måttet erkende, at vi de sidste års tid har haft svært ved at tage skridtet videre og indfri vores potentiale. Samtidig har det marked, vi har været med til at skabe, modnet sig, og det kræver en ny tilgang og et nyt, fokuseret Socialsquare. Vi tager nu skridtet videre.
Efter 5 år har vi derfor valgt at foretage en række strategiske ændringer i Socialsquare for at få tingene til at ske.
1. Vi vil gøre – ikke kun evangelisere.
Tiden er klar til at eksekvere, ikke kun diskutere og planlægge. Vi vil være mere eksekverende i forhold til de strategier og visioner, vi laver med vores kunder. Vi vil fokusere på at dyrke den ekspertise, vi besidder i forhold til at konceptudvikle, designe, prototype og bygge sociale platforme for organisationer og mennesker.
2. Vi tror på, at vi kan gøre alt socialt.
Det sociale er ikke bare en ny kanal til markedsføring, og det er ikke kun endnu et medie for kommunikation. Vi tror på, at vi kan møde organisationers udfordringer på smartere, mere radikale og mere effektive måder ved at gøre det socialt.
3. Vi vil være det sociale bureau.
Vi ønsker en ny måde at gøre tingene på. Vi vil skabe en bureaumodel, som ikke består af enkeltstående konsulenter, men hvor vi i kompetente teams arbejder sammen med vores kunder, hvor vi arbejder mere metodisk, design- og research-drevet med fokus på at løse problemer og skabe innovative løsninger og mere værdi.
4. Vi vil skabe en ny forretning, selvom vi er 5 år gamle.
Socialsquare er på den ene side en moden virksomhed. Få matcher vores referencer og erfaringer. Men måske er vi blevet lidt ufarlige og satte – vi siger selv, at vi har genstartet Socialsquare. Vi ønsker at skabe et nyt ståsted, mere vækst, vi ønsker at blive flere, tiltrække talenter, indgå i samarbejder og nye partnerskaber.
For at muliggøre denne forandring indtræder Martin Sønderlev Christensen og Magnus Christensson som medejere af Socialsquare. Magnus tiltræder samtidig som administrerende direktør. Begge har de seneste år været Socialsquares markante makkerpar i forhold til eksekvering og levering af projekter og har tegnet virksomhedens faglige og metodiske tilgang både internt og overfor kunder.
Thomas Madsen-Mygdal, medstifter af Socialsquare, fortsætter som bestyrelsesformand og medejer.
Samtidig fratræder Socialsquares stifter Trine-Maria Kristensen som konsulent og partner i Socialsquare.
Vi ønsker Trine-Maria al held og lykke i fremtiden og siger tusind tak for 5 års kæmpe indsats for at gøre Danmark og danske virksomheder mere sociale. Trine-Maria er en fantastisk formidler som brænder for det, hun gør som ingen andre. Vi er sikre på, at hun, som en af Danmarks skarpeste profiler i forhold til kommunikation og PR på nettet, ikke kommer til at kede sig eller os andre. Vi er alle i Socialsquare beærede og berigede af at have været med til at skabe Socialsquare sammen med Trine-Maria. Vi siger farvel med tryg forvisning om at se mere til hende i fremtiden – på blogs, i medierne, på konferencer og hvem ved… måske læser vi snart en bog af hende.
Socialsquare vil om kort tid invitere til 5 års fødselsdag og lancering af det sociale bureau, hvor vi vil fortælle mere om, hvordan vi gør organisationer sociale og hvilken værdi, det skaber.
Mvh.
Magnus, Martin, Thomas
Klik og flyt rundt med "magneterne"