I torsdags blev vinderne af IT- og Telestyrelsens konkurrence om at sætte Offentlige Data I Spil annonceret. Konkurrencen gik ud på at vise, hvordan offentlige datasæt kan gøres tilgængelige som råstof for innovation og udvikling af nyttige digitale tjenester, hvilket jeg har skrevet om tidligere her på bloggen.

Vor egen Thomas Madsen-Mygdal var blandt konkurrencens dommerne, der udvalgte de tre vinderprojekter, der hver især blev belønnet med 100.000 kr, som kan bruges til at købe data fri, hjælp til udvikling af applikationer eller lignende.

Umiddelbart mest lovende er Michael Friis‘ projekt om en “Politisk Data API” - et system, som indsamler politiske data fra samtlige 98 kommuner, og giver bedre overblik over, lokalpolitiske forhold, som f.eks. hvad partierne stemmer for og imod i de enkelte kommuner. Dette projekt vil være en videreudvikling Friis’ eksisterende site Folkets Ting, der allerede giver overblik over politisk data fra Folketinget. Dette giver nye muligheder for borgerne til at organisere og berige offentlige høringsdata og dermed skabe mere bevågenhed og transparens omkring de politiske processer.

[Billede fra The Economist's fine artikel om ny brug af offentlige data på nettet]

Men samtidig viser vinderprojekterne også, hvor forskellige interesser og behov, der sætter innovative tiltag i gang - såsom behovet for data om placeringen af offentlige toiletter. IT- og Telestyrelsen har allerede en samling med over 800 offentlige datakilder, hvoraf kun en lille del er tilgængelig i et maskinlæsbart format. Det bliver en stadig udfordring for det offentlige at vurdere og prioritere, hvilke offentlige data, der rummer innovationspotentiale og værdi, der gør det værd at gøre dem tilgængelige på nettet.

For øvrigt: Hjemmesiden Tal til masserne! har en række gode eksempler på, hvordan store mængder data kan visualiseres på fantasifulde måder, der giver en ny dimension til at sætte data i spil…

Igår var jeg til #Kindlesalon, et uformelt arrangement som Dorte Toft og den utrættelige Kim Bach havde stablet på benene. Rigtig mange mennesker var mødt op. The usual suspects, men også en masse nye ansigter fra bogverdenen og en intens, nysgerrig atmosfære blandet med sund pionérånd.

Der var mange agendaer - spørgsmålet om det danske sprogs fremtid på ebog-markedet, problem omkring formater, ophavsret ogDRM, aviser og bladenes rolle - og så skulle Apples iPad også lige vendes. Medbragte dimser, hvor Kindlen dominerede, blev sendt rundt i lokalet. Derefter delte vi os op.



En Kindle DX under nøje undersøgelse. Foto af LineP

*Min* gruppe gik i kødet på spørgsmålet om forretningsmodeller - herunder åbne og lukkede af slagsen og hvordan kan man tjene penge på e-Bøger kom hurtigt op. Vi skal ikke begå samme fejl som musikbranchen (underforstået: bruge de første mange år på at bekæmpe udviklingen) kom som et mantra fra entreprenørerne - men blev ikke istemt fra de etablerede spillere.

De garvede veteraner fortalte at der ikke umiddelbart er penge at tjene penge på klassikere som f.eks. Holberg, HC Andersen og Kierkegaard - selvom de er digitaliseret, og beskyttelsestiden er udløbet og de derfor frit kan  lægges på e-readere. Folk får kun læst de første sætninger (se iøvrigt min ven Fred Benensons Emoji Dick) og det skaber ikke omsætninger. Andre nævnte at frie eller gratis bøger kan skabe omtale og mersalg på andre titler og bruges som markedsføring. Koncensus var at det primært de populære og ophavsretsbeskyttede titler der skal drive markedetfrem - og da der ikke kan laves om på ophavsretten er det aftaler der kommer til at bane vejen for at vi kan få løsninger der appelerer til køberne.

Argumenter som “folk vil gerne betale - men  ikke betale mellemmanden” blev svaret med “hvordan får vi så folk til at betale for vores arbejde?” fra repræsentanter fra forlagssiden. (Flashback til pladebranchen anno 2001?). Marie Bilde fra Gyldendal Digital fortalte at de har arbejdet hårdt på at digitalisere og gøre klar til udfordringen. MB nævnte at EPUB formatet har mange fordele, og at Gyldendals har fokuseret på infrastruktur og “bagud distribution”- hvilke titler er umiddelbart nemme at få ud, hvad er der rettigheder til? Man har man indgået en aftale for de næste 2 år med  forfatterforeningerne hvor der er en vis skepsis og ængstelse for “at bøgerne deles, at vi forærer det hele væk”. Gyldendal har besluttet sig for at vandmærke ebøgerne som et minimum af kopibeskyttelse og virker generelt forberedte på at rykke når markedet begynder at tage fart.

Johanne Worsaa fra boghandlerforeningen vil gerne sætte boghandlerne i stand til at sælge eBøger og spurgte “hvordan sikrer vi at boghandlerne har en plads”? Ideerne omfatter tilstedeværelser på nettet hvor de fysiske boghandler kan sælge bøger, samt forskellige måder at sælge ebøger i de fysiske. Her blev det tyske Libreka nævnt, og amerikanske modeller med skrabelod og vouchers (som man kender det fra iTunes store). Men idag er boghandlerne ikke nået langt.

Så faldt snakken på priststruktur. Gyldendal begynder på 80% af vejledende udsalsgpris, mens andre spillerere tror på 80% af nettoprisen (hvor man fraregner omkostninger - til fysisk distribution? burde det ikke være mere?) og derfor havner tætte på 60%. Dansk Supermarked vil gerne sælge ebøger, så konklusionen her var DER BLIVER KONKURRENCE - hvilket er et sundt tegn. Flere har forsøgt at kontakte Amazon med henblik på at komme ind på det marked uden held. Man havner i et callcenter i inden, som det blev udtrykt. En anden spurgte hvorfor det er interessant at eje bøgerne? Kunne man forestille sig at leje bøger og betale for den tid man bruger dem, eller modeler som Spotify? Her nævnte jeg at Amazons model mest minder om leje, eftersom man kun køber licens til at bruge dem, ikke ejer bogen - som PR-selvmålet omkring Orwells 1984 illustrerede. Det er et krav fra forbrugere, tilføjede Jonas Friisberg at man kan få adgang til sine bøger uafhængigt af hvilken device, man bruger. Bookworm og Barnes and Noble’s mulighed for at låne bøger til venner, eller at læse bøgerne online i fysiske butikker (?) blev her nævnt som eksempler. Steffen fra Publizon tror ikke på Amazons forretningsmodel på den lange bane, og ser f.eks. cloud computing (at man kan “gemme” sine bøger i skyen, og altså ikke skal have dem med sig) samt muligheden for at købe enkelte kapitler som en mangel på markedet.

Til sidste kom vi ind på nye formater og nye muligheder, hvor Nick Caves Bunny Monro projekt  (med video / lyd og iphone app) og den såkaldte “enhanced” bogoplevelse også er spændende - men de fleste forfattere ser stadig sig selv primært som SKRIVENDE.

Jeg er 2 gange i januar blevet interviewet om situationer, hvor organisationer forsøger at skærme sig mod dårlig opmærksomhed, ved at lukke for sociale kanaler.

SuperBest bloggen
Først talte jeg med Politiken om SuperBests blog. Historien er kort fortalt at de umiddelbart efter en krise (kødskandalen, hvor de blev afsløret i at sælge gammelt kød) åbnede en blog. Her skrev de 4-5 indlæg og fik en masse sure kommentarer. Derefter lukkede de bloggen igen.

På bloggen skrev direktøren blandt andet:

De seneste to måneder har været de hårdeste, vi nogensinde har oplevet i SuperBest. Og vi har gjort en masse for at sikre, at ingen ansatte i vores kæde – hvad enten de er købmænd, slagtere, ledere eller kioskansatte – fremover er i tvivl om, at håndteringen af fødevarer selvfølgelig altid skal være helt i top i alle vores butikker.
Men vi ved godt, at kundernes tillid ikke kommer af sig selv. Der er kun én vej, hvis vi igen med stolthed skal kalde os Danmarks bedste fødevaremarked: Hårdt arbejde.

Mit bud er, at når det gælder blogging, så har SuperBest ikke gjort sig klart, hvad “hårdt arbejde” dækker over? :-)

Når man åbner en blog i forbindelse med en krise, må man være klar til at kunderne endevender alt hvad man siger og gør - og i et supermarked er det nok forventeligt at de fleste oplevelser stammer fra det lokale varehus og ikke fra en oplevelse af det samlede “brand”.

Fordelen er så, at man som organisation eller virksomhed har mulighed for at forsvare, forklare, undskylde og deltage i samtalen om éns egen virksomhed. I modsætning til alle middagsselskaberne, hvor kunderne også siger grimme ting. udtrykker mistro, men hvor man som organisation ikke er inviteret med i snakken. SuperBest valgte at lukke igen og altså at melde sig ud af samtalen - og det er en stratregisk beslutning, som flere har svært ved at forstå.

Læs artiklen om SuperBests lukkede blog hos Politiken

En anden henvendelse kom fra Tipsbladet og her gik snakken på fordele og ulemper ved at lukke af for Twitter og Facebook for spillerne. I udlandet har blandt andet Manchester United lukket af for de sociale netværk efter et par uheldige episoder.

I Danmark viste det sig heldigvis at være en ikke-historie, for alle de fodboldklubber Tipsbladet talte med, var klar over at fordelene ved at lade spillerne bygge relationer til fans er større end ulemperne :-)

Læs om fodboldklubbernes holdning til Facebook og Twitter.

I februar synes jeg det ville være sjovere at blive interviewet om, hvad alle fordelene er - og hvad det er for et potentiale organisationer smider væk, når de vælger at lukke af og ikke at turde dialogen!

I denne måned udgav højhastighedskomiteen deres rapport om “Danmark som højhastighedssamfund”.

Rapporten fremhæver naturligt nok IT og bredbånd som stadigt vigtigere dele af fundamentet for Danmarks fremtidige vækst og udvikling, og opstiller en lang række forslag til, hvordan det offentlige kan understøtte dette fremadrettet.

Rapportens mest interessante forslag var en række en forslag til, hvordan den offentlige sektor kan blive en platform for innovation. Dette sker ved, at den offentlige sektor åbner og udstiller data, grænseflader og infrastruktur på en sådan måde, at den private sektor kan tilgå disse på egen hånd og bruge dem til at udvikle og udbyde tjenester og løsninger, som borgerne kan benytte.

Dette kan f.eks. udmønte sig i en side som Find Vej, der kombinerer frit-tilgængelig kort-data fra Google Maps med offentlig data fra bl.a. Fødevarestyrelsens smiley-ordning og den kollektive traffiks stoppesteder i et såkaldt mash-up.

Ved at gøre data tilgængelig på denne måde kan man skabe grundlag for “permissionless innovation”, hvor virksomhederne ikke først skal lokke data ud af det offentlige for at kunne lave en løsning, men i stedet kan gå i gang i gang med at eksperimentere uden at spørge om lov først.

Denne idé kommer - ligesom så meget andet på nettet - fra USA, hvor denne brug af offentlige data kaldes for Government 2.0 - eller bare “Gov 2.0″. Denne idé er opstået i mødet mellem 3 tendenser:

• Åbne fleksible teknologier (open source, åbne standarder og maskinlæsbare strukturerede data) udgør
fleksible byggeklodser, som kan bruges i sådanne mash-ups.
• Web 2.0 er samlebetegnelsen for sociale nettjenester som Facebook eller Youtube, hvor det er brugernes kreativitet, deling og sociale interaktioner, der udgår indholdet, mens leverandøren stiller platformen til rådighed.
• Brugerindflydelse og gennemsigtighed har altid været en grundpille i demokratiet i form af borgerhøringer, rigsrevision og folkeoplysning. Internettet tilbyder helt nye virkemidler til at skabe denne offentlige transparens borgere, virksomheder og organisationer.

I Socialsquare har vi længe arbejdet med Gov 2.0-tendensen i Danmark — bl.a. har vi hjulpet adskillige danske kommuner med at skabe borgerinddragelse på nettet. Vi ser stort potentiale i denne form for innovation, og glæder os til at se resultaterne af IT- og Telestyrelsens konkurrence om at få sat Offentlige Data i Spil, der offentliggøres d. 4. februar.

Måske ender det ligefrem med, at vi får en offentlig data-portal som de har det i både Storbritannien, Australien og USA?

Seneste nummer af Fremtidsorientering - Institut for Fremtidsforsknings medlemsblad - stiller spørgsmålet HVEM EJER FREMTIDEN?

Sådan spørger vi (..) og sigter til den lovbestemte immaterialret, som skal hindre andre mennesker end ophavsmanden i at bruge den idé, det system, den metode, det produkt, det værk eller den opfindelse, han mener at eje retten til at udnytte eksklusivt.

Jeg har forfattet en artikel om Creative Commons, som tilbyder en standard for lovligt at dele indhold på nettet - en model som vinder i popularitet blandt især amerikanske virksomheder og organisationer. Herhjemme hersker der en del - til tider mærkelige - misforståelser, som artiklen forsøger at punktere;

Creative Commons er “en slags moderne kommunisme”

Creative Commons fungerer ikke i Danmark

Creative Commons er imod eller underminerer ophavsretten

Man kan gøre lige, hvad man vil med materiale, der er under Creative Commons-licens

Creative Commons sætter grænser for ophavsmandens egen brug

Læs mere her eller download hele HVEM EJER FREMTIDEN?, som i emnets ånd er frit tilgængelig, og må deles, ja endda remixes så længe du overholder CC-licensen. Så hvorfor ikke afholde en lille konkurrence:

Kan du få liv i PDF´en? - Socialsquare giver tre flasker rødvin eller FREE BEER til den mest kreative remix af Fremtidsorientering! Kindle-formattering, Nintendo DX, Emoji, l33t - send dit forlag til Henrik

I forgårs besluttede Google at holde op med at censurere nettet i Kina og de skrev på deres officielle blog, at det skyldes, at der på det sidste har været en række hacker-angreb i Kina, som tyder på at “nogen” søger information om menneskerettighedsforkæmpere.

These attacks and the surveillance they have uncovered–combined with the attempts over the past year to further limit free speech on the web–have led us to conclude that we should review the feasibility of our business operations in China. We have decided we are no longer willing to continue censoring our results on Google.cn, and so over the next few weeks we will be discussing with the Chinese government the basis on which we could operate an unfiltered search engine within the law, if at all. We recognize that this may well mean having to shut down Google.cn, and potentially our offices in China.

På den ene side er jeg klar over, at Google formodentlig primært reagerer, fordi de er klar over at vores tillid til dem står og falder med, at de ikke lader stater udspionere og forfølge (og hvem ved måske dræbe) menneskerettighedsforkæmpere – eller systemkritikere – og på den anden side lader jeg mig besnære af det forhold, at Google af moralske årsager vinker farvel til et marked som – især lige for tiden – ser ud til at blive verdens førende.

Jeg finder det interessant, at private virksomheder har den slags magt; at Google kan blive forkæmper for etik/moral og menneskerettigheder- og sætte standarder for, hvad regimer/statsmagter kan gøre på nettet?

Kunne Facebook lægge tilsvarende pres på Danmark? Hvad nu, hvis de truede med at lukke for danske brugere? (for eksempel med den begrundelse, at Danmark ønsker at censurere nettet/læs: blokere terrorsider – som foreslået af SF i sidste uge?) Hvilke muligheder for at beskytte det sociale netværk, har vi så?

Jeg er godt klar over, at mit tankeeksperiment er spinkelt, men jeg synes, det er interessant at så væsentlige platforme for vores deltagelse på nettet som Facebook, Google, YouTube er organiseret og ejet af private virksomheder som så også sætter reglerne for, hvad vi må eller ikke må?

Jeg kan ikke få øje på de demokratiske redskaber som gør det muligt for os, at påvirke dem? Men det kan sagtens være mig, der er blind for reguleringsmekanismerne?

Et par links:

Googles officielle blogindlæg om sagen: A new approach to China

Jeff Jarvis om: The rise of the interest state.

Digital Democracy om: Google changing course in China

Update kl. 15:34: Virkelig gode tanker om Kina vs Google i dette indlæg fra Poul Henning Kamp på Version2: Hvem hepper kineserne på?. En pointe at det kan blive endnu vildere, hvis Google fjerner kinesiske sider fra indekseringen? Men tør Google virkelig det? Og giver det mening?

Godt Nytår – eller rettere Godt Nyt Årti.

Til de der ikke er klar over det, så fylder min konsulentforretning, som hedder Socialsquare 5 år, 1. marts 2010 – og selvom jeg ikke er fri for at være stolt af butikken, glad for de dygtige kunder og de entusiastiske kolleger, så synes jeg også, at de sidste 5 år har været præget af rigtig meget definitionsarbejde og lidt for lidt visionær praksis.

Jeg accepterer naturligvis, at vi har haft brug for en periode, hvor vi har defineret et nyt felt, hvor vi har kæmpet om ordene og tilladt os at grine, når journalister stavede Twitter forkert. Og jeg vil gerne tilføje, at jeg synes mange af mine bedste oplevelser på nettet i de forgangne år, har handlet om at vi sammen (ja dig – tak!) har defineret og diskuteret og har udviklet os!

I Socialsquare har vi i den grad haft modstand mod betegnelsen “sociale medier”, fordi vi i praksis har kunnet se, at når vi gør bloggen, Facebook og YouTube og alle de sociale sammenhænge, hvor vi mødes på nettet, til “medier”, så drejer vi automatisk blikket i den forkerte retning – vi kigger bagud.

Men i de næste 10 år bliver det anderledes. Jeg synes allerede 2009 bar præg af en større modenhed hos mange af de kunder vi fik henvendelser fra – måske på grund af Facebook – måske på grund af den alvor, som krisen gav anledning til i mange organisationer?

Og min vision er derfor, at 10′erne bliver det årti, hvor organisationer lukker internettet ind i virksomhedens processer – og bliver mere menneskelige, mere netværksbaserede, mere samarbejdsorienterede – og dermed sjovere arbejdspladser, mere innovative og i sidste ende forhåbentligt rigere.

10′erne bliver dermed også det årti, hvor organisationer indretter sig på, at vi rent faktisk har fået en ny organisationsform forærende med nettet – at vi som individer kan mødes, forme og udføre projekter, dele viden, lære hinanden at kende undervejs, definere og redefinere vores fællesskaber tæt eller overfladisk – og at vi kan se hinanden, finde hinanden og bruge hinanden på nye måder, når bare vi får lov, når bare forudsætningerne er til stede.

Jeg synes, de første 5 år som social business rådgiver har lært mig meget om, hvordan organisationer kan flytte sig i praksis. Fokus på processer (at redskaberne giver mening i en arbejdsproces), personer (at deltagerne synes det beriger dem at være med) og platforme (at redskaberne rent faktisk overhovedet kan komme til at fungere socialt) har vist sig at være væsentlig for succes – og det er et praktisk fundament for vores arbejde i Socialsquare, som jeg glæder mig til at arbejde videre udfra.

Jeg håber I vil blive ved med at dele såvel visioner som praktiske erfaringer med mig – både her på bloggen og på Facebook og Twitter og LinkedIn – og så selvfølgelig på alle de nye platforme, som kommer til os i det nye årti :-)

Blev lige opmærksom på (via @jesperdahl på Twitter), at der nu er faldet dom i en sag, hvor en politibetjent har skrevet “fucking perkere” på sin blog efter inddragelse af en fri-weekend.

Betjenten er blevet fyret for at have overtrådt paragraf 266 om nedværdigende og forhånende ord om mindretal og hun hævder til sit forsvar:

at hun ikke vidste, at alle i princippet havde mulighed for at læse hendes udfald. Hun troede, at kun de fem-­seks venner, som normalt læste hendes blog, ville kunne se indlægget.

(ifølge Lorry)

Noget tyder på, at hun forventer at bloggen fungerer ligesom Facebook? Altså at de venner som læser med, er de eneste der kan se hendes “status”?

Og jeg er med på at det kan diskuteres om det er en god undskyldning, men uanset hvad, så understreger sagen her, at politiet bør gøre en indsats for at opdatere medarbejdernes forståelse for, hvordan internettet fungerer og hvad man skal være opmærksom på, når man bruger diverse sociale tjenester på nettet – både privat og i arbejdsmæssige sammenhænge.

Jeg har ikke fået blogget i lang tid – og det må I undskylde. Jeg har også IGEN glemt bloggens fødselsdag, men det er altså i disse dage 5 år siden jeg lagde hovedet på bloggen for første gang :-) Tillykke til mig og bloggen og især til alle jer som har læst med og kommenteret undervejs!

Og i dag er også en mærkedag, for det er første gang jeg skriver fra det nye arbejdsværelse, i det nye rækkehus – som ligger ude på landet. Vi flyttede sidste lørdag og der er stadig papkasser overalt, men vi er faldet godt til og er helt vilde med at få plads og lys og luft og natur.

Imens vi er flyttet, har jeg læst det halve af: “Connected: The Surprising Power of Our Social Networks and How They Shape Our Lives!” af Christakis og Fowler som begge forsker på Harvard.

Flytningen har derfor også givet mig lejlighed til at tænke over sociale netværk fra en ny vinkel. Den der handler om nærmiljø, om at kende ansigterne på gaden, hilse på kassedamen og vide noget om hende – og genkende naboen på gaden.

I følge “Connected” har naboens lykke og glæde og ensomhedsfølelse direkte indflydelse på, hvordan man selv har det. Hvis naboen føler sig ensom, er der ret stor sandsynlighed for, at man selv oftere vil føle sig ensom og vice versa – og jeg finder det fascinerende, at de i bogen siger, at når venner bor tæt på, så har deres følelsesliv større indflydelse på ens egen lykkefølelse, end når de bor længere væk.

Kort sagt er jeg spændt på, om jeg mon mærker mit netværk mere og anderledes herude fra periferien – end da jeg boede midt i det?

Optagelse af Andreas’ foredrag på J. Boye-konferencen 2009.