Rådgiver hos Socialsquare Henrik Moltke fortæller her om hvorfor hemmelighedholdelsen af de såkaldte ACTA-forhandlinger kan blive et problem, hvis man vil lave forretninger på det frie og åbne - sociale - internet.
Socialsquare var blandt de allerførste herhjemme til at bygge og realisere en succesrig idéplatform da vi i samarbejde med Skanderborg Kommune skabte Idéoffensiv. Det var i 2007, hvor malingen på inspirationskilden, Dell Ideastorm, stadig var våd.
En af de ting, Socialsquare gerne vil lave i 2010 er en crowdfunding platform. Crowdfunding er et forholdsvis nyt fænomen som kombinerer tankegodset bag crowdsourcing og idéplatformen: at bruge nettet til at tøjle den distribuerede kreative kapacitet der ligger i menneskemænger, så de bedste idéer kommer forrest i køen, og dermed får chance for at blive til virkelighed - og tilføjer (mikro) finansiering til formlen. Det drejer sig typisk -men ikke nødvendigvis - om projekter og idéer på et tidligt stadie, efter formlen: Jeg foreslår en idé, du giver penge (eller giver udtryk for at du gerne vil give penge). Hvis tilpas mange andre også ønsker at støtte idéen, kan jeg gå igang med at realisere den - med en eller anden form for mere eller mindre formel “kontrakt” med mine støtter.
Det er altså ikke investering i traditionel forstand hvor risikovillig kapital skydes ind i projekter ofte på vegne af et firma eller en institution, mod et højt afkast hvis projektet lykkes. Det drejer sig individer der tilsammen vælger at støtte et andet individ - man kan kalde det distribueret finansiering uden mellemmand, men der er ikke tale om p2p-lån (som i mange lande er ulovlige). Det er heller ikke donationer, som mange kender fra månedlige bidrag til velgørenhedsorganisationer, som så bruger pengene på projekter efter eget valg, eller mikrokreditter.
Den grundlæggende idé bag crowdfunding er at kombinere emergens med deltagelse og finanseriering - altså at de bedste idéer stemmes op i kraft af andre brugeres deltagelse og involvering. Forvirret? Her er et par konkrete eksempler:
En af pionererne på området er New York startup-firmaet Kickstarter, der har fået stor opmærksomhed på trods af at platformen stadig er i beta, og på nuværende tidspunkt kun kan bruges hvis man har modtaget en invitation. Kickstarter henvender sig til unge kunstnere, entreprenører og kreative der endnu ikke er etablerede økonomisk, men som gerne vil realisere et givent projekt.
“Vi vil gerne have at begge parter modtager værdi”, forklarer Perry Chen fra Kickstarter, i et interview til Japansk TV, “Jeg giver dig nogle penge, og du giver mig noget tilbage - men du definerer selv hvad det er”.
New York Wave — Kickstarter.com on Vimeo.
I modsætning til donationer får deltagerne i et projekt, ofte afhængig af beløbsstørrelsen de har støttet det med, priviligeret adgang til projektet og dets ophavsmænd mens det står på, og oftest et fysisk eksemplar af f.eks. en bog eller film. Det betyder også at man man som støtte har en vis form for ejerskab over projektet, selvom dette på ingen måde er formaliseret - projektets ejermand bestemmer selv og beholder rettigheder.
Som noget særligt har Kickstarter en særlig “alt-eller-intet”-politik som betyder at penge kun skifter hænder hvis et minimum-beløb indfries. Man giver altså kun penge hvis der er nok andre der også gør det - en strategi som Kickstarter forklarer således:
- It’s less risk for everyone. If you need $5,000, it’s tough having $2,000 and a bunch of people expecting you to complete a $5,000 project.
- It allows people to test concepts (or conditionally sell stuff) without risk. If you don’t receive the support you want, you’re not compelled to follow through. This is huge!
- It motivates. If people want to see a project come to life, they’re going to spread the word.
En anden variant, der ligger tættere på traditionelle donationer, er CharityWater hvor enkeltpersoner kan starte kampagner og samle støtte gennem sociale netværk. Når projektet er afsluttet, bruges pengene til at bygge brønde, der giver rent vand f.eks. i Afrika. Projektets styrke er at enkeltpersoner bliver små velgøreheds-”hubs” og kan fokusere energi på at rejse penge igennem venner og venners venner - samtidig med at være del af et større, og mere abstrakt projekt.
The story of charity: water - The 2009 September Campaign Trailer from charity: water on Vimeo.
En lignende model bruges af hollandsk-baserede 1% club hvor medlemmer giver 1% af deres indkomst (eller tid) til projekter i udviklingslande. Klubben er en markedsplads for de bedste udviklingsprojekter. Såsnart projektet har modtaget nok støtte blandt medlemmerne udløses den krævede sum, og man kan så følge med i projekternes profilsider hvor stakeholders opdaterer med video, billeder og links mm. Hvis projekterne er gode til at holde brugernes interesse med hyppige updates, er det muligt at fundraise endnu en omgang. 1% Club har i første omgang sat 5.000 euro som øvre grænse for projekter, der dog kan hæves til 10.000 i anden omgang. 1% Club giver ikke projekter der svigter støttepersonernes forventning om opdateringer mulighed for at samle penge sammen to gange.
En anden approach kommer fra Pepsi, der sammen med magasinet GOOD har startet Refresh Everything kampagnen. Refresh er en klassisk idéplatform kombineret med legater på mellem 5 og 250.000 USD som Pepsi giver til de bedste - og mest populære idéer som gør noget “godt”, indefor en række sociale og kulturelle kategorier. Det er så op til projektmagerne at give projekterne omtale og buzz gennem sociale netværk som Facebook og Twitter. Det er derfor en intelligent måde for Pepsi at få en masse omtale i association til projekter, som deltagerne kan relatere direkte til - i modsætning til den traditionelle fondsstruktur. Begge parters udbytte og forventninger er transparente, og samfundet som hele gavnes (i hvert fald på papiret) af kampagnen - i modsætning, vil mange sige, til en traditionel reklamekampagne som “kun” skal stimulere folks lyst til at drikke Pepsi fremfor en konkurrent.
Som eksemplerne illustrerer er mulighederne for at benytte netværkets kraft til kampagner, velgørenhed eller idégenerering enorme. Har du andre gode eksempler på crowdfunding, så vil vi meget gerne høre om dem i kommentarfeltet.
(OPDATERING: Crowdfunded journalistik: se Spot.Us. Crowdfunded musik: se sellaband.com, artistshare.com og slicethepie. Crowfunded fodboldklub: se Ebbsfleet United).
Socialsquare er klar til at udvikle koncept og platform på din virksomheds crowdfunding projekt. Hvis du vil arrangere et møde om, så kontakt Henrik eller Andreas.
(Image credit: (c) El Pais Online - http://lacomunidad.elpais.com/eurotopia/2009/10/20/crowdfunding)
Vores helt egen Andreas Johannsen var inviteret som “ekspert i sociale medier” til DR1’s Aftenshowet i går i anledning af YouTube’s 5 års fødselsdag, hvor han fik lejlighed til at fortælle om, hvordan YouTube med sin demokratisering af video på nettet har givet mulighed for nye samtaler og personlige relationer, som ikke har været mulige før:
Der uploades flere hundrede tusinder nye videoer til YouTube hver dag — i den tid det tager dig at læse dette uploades omkring 24 timers video. Og YouTube har dermed lagt kimen til, at video er blevet en kommunikationsform for alle. I indslaget spår Andreas, at online video som YouTube i stadig højere grad kommer til at erstatte det gammeldags TV. Ikke mindst fordi online video gør det muligt at bruge video som svar i en fortsat samtale, som parodier eller genfortolkninger, eller som et sideløbende kommentarspor til større begivenheder.
Efterhånden som flere og flere netbrugere bruger video som aktivt kommunikationsredskab, bliver det nødvendigt, at virksomheder og organisationer også lærer at bruge video til at kommunikere og være i øjenhøjde med sine stakeholders. Et godt eksempel på et firma, der gør dette, er danske Aarstiderne med deres Madbio. Hvis du vil vide mere om, hvordan din organisation kan bruge video i jeres formidling, så kontakt Andreas.
Facebook har nu passeret 400 Mio. brugere – som hver måned deler 5 milliarder stykker indhold (steget fra 1 milliard stykker indhold i juli sidste år). Den eksplosionsagtige vækst i mængden af indhold vi deler, tilskrives især Facebooks succes med at få Facebook Connect ud på 80.000 websites (man kan for eksempel se det implementeret på pol.dk – som på den måde har gjort det nemt at dele artikler på Facebook!)
Der deles derudover hver måned 3 milliarder billeder på Facebook – et tal de regner med stiger fordi de lige har indført et nyt, nemmere system til upload af billeder!
Ud af de 400 Mio. brugere er der 35 Mio. som skriver statusopdateringer hver dag!
Og hver dag bliver 20 Mio. mennesker fan af en af de ca. 3 millioner sider (mange af dem oprettet af virksomheder – heraf 800.000 fra lokale mindre virksomheder). I gennemsnit bliver en Facebook bruger fan af 4 nye sider hver måned.
Flere informationer og links til kilder hos Digitalbeat
Og nu vi er ved Facebook, så er her også lige en stribe forslag til, hvordan man IKKE skal bruge Facebook (Via Birgit fra @minmave på Twitter!)
I torsdags blev vinderne af IT- og Telestyrelsens konkurrence om at sætte Offentlige Data I Spil annonceret. Konkurrencen gik ud på at vise, hvordan offentlige datasæt kan gøres tilgængelige som råstof for innovation og udvikling af nyttige digitale tjenester, hvilket jeg har skrevet om tidligere her på bloggen.
Vor egen Thomas Madsen-Mygdal var blandt konkurrencens dommerne, der udvalgte de tre vinderprojekter, der hver især blev belønnet med 100.000 kr, som kan bruges til at købe data fri, hjælp til udvikling af applikationer eller lignende.
Umiddelbart mest lovende er Michael Friis‘ projekt om en “Politisk Data API” - et system, som indsamler politiske data fra samtlige 98 kommuner, og giver bedre overblik over, lokalpolitiske forhold, som f.eks. hvad partierne stemmer for og imod i de enkelte kommuner. Dette projekt vil være en videreudvikling Friis’ eksisterende site Folkets Ting, der allerede giver overblik over politisk data fra Folketinget. Dette giver nye muligheder for borgerne til at organisere og berige offentlige høringsdata og dermed skabe mere bevågenhed og transparens omkring de politiske processer.
[Billede fra The Economist's fine artikel om ny brug af offentlige data på nettet]
Men samtidig viser vinderprojekterne også, hvor forskellige interesser og behov, der sætter innovative tiltag i gang - såsom behovet for data om placeringen af offentlige toiletter. IT- og Telestyrelsen har allerede en samling med over 800 offentlige datakilder, hvoraf kun en lille del er tilgængelig i et maskinlæsbart format. Det bliver en stadig udfordring for det offentlige at vurdere og prioritere, hvilke offentlige data, der rummer innovationspotentiale og værdi, der gør det værd at gøre dem tilgængelige på nettet.
For øvrigt: Hjemmesiden Tal til masserne! har en række gode eksempler på, hvordan store mængder data kan visualiseres på fantasifulde måder, der giver en ny dimension til at sætte data i spil…
Igår var jeg til #Kindlesalon, et uformelt arrangement som Dorte Toft og den utrættelige Kim Bach havde stablet på benene. Rigtig mange mennesker var mødt op. The usual suspects, men også en masse nye ansigter fra bogverdenen og en intens, nysgerrig atmosfære blandet med sund pionérånd.
Der var mange agendaer - spørgsmålet om det danske sprogs fremtid på ebog-markedet, problem omkring formater, ophavsret ogDRM, aviser og bladenes rolle - og så skulle Apples iPad også lige vendes. Medbragte dimser, hvor Kindlen dominerede, blev sendt rundt i lokalet. Derefter delte vi os op.
En Kindle DX under nøje undersøgelse. Foto af LineP
*Min* gruppe gik i kødet på spørgsmålet om forretningsmodeller - herunder åbne og lukkede af slagsen og hvordan kan man tjene penge på e-Bøger kom hurtigt op. Vi skal ikke begå samme fejl som musikbranchen (underforstået: bruge de første mange år på at bekæmpe udviklingen) kom som et mantra fra entreprenørerne - men blev ikke istemt fra de etablerede spillere.
De garvede veteraner fortalte at der ikke umiddelbart er penge at tjene penge på klassikere som f.eks. Holberg, HC Andersen og Kierkegaard - selvom de er digitaliseret, og beskyttelsestiden er udløbet og de derfor frit kan lægges på e-readere. Folk får kun læst de første sætninger (se iøvrigt min ven Fred Benensons Emoji Dick) og det skaber ikke omsætninger. Andre nævnte at frie eller gratis bøger kan skabe omtale og mersalg på andre titler og bruges som markedsføring. Koncensus var at det primært de populære og ophavsretsbeskyttede titler der skal drive markedetfrem - og da der ikke kan laves om på ophavsretten er det aftaler der kommer til at bane vejen for at vi kan få løsninger der appelerer til køberne.
Argumenter som “folk vil gerne betale - men ikke betale mellemmanden” blev svaret med “hvordan får vi så folk til at betale for vores arbejde?” fra repræsentanter fra forlagssiden. (Flashback til pladebranchen anno 2001?). Marie Bilde fra Gyldendal Digital fortalte at de har arbejdet hårdt på at digitalisere og gøre klar til udfordringen. MB nævnte at EPUB formatet har mange fordele, og at Gyldendals har fokuseret på infrastruktur og “bagud distribution”- hvilke titler er umiddelbart nemme at få ud, hvad er der rettigheder til? Man har man indgået en aftale for de næste 2 år med forfatterforeningerne hvor der er en vis skepsis og ængstelse for “at bøgerne deles, at vi forærer det hele væk”. Gyldendal har besluttet sig for at vandmærke ebøgerne som et minimum af kopibeskyttelse og virker generelt forberedte på at rykke når markedet begynder at tage fart.
Johanne Worsaa fra boghandlerforeningen vil gerne sætte boghandlerne i stand til at sælge eBøger og spurgte “hvordan sikrer vi at boghandlerne har en plads”? Ideerne omfatter tilstedeværelser på nettet hvor de fysiske boghandler kan sælge bøger, samt forskellige måder at sælge ebøger i de fysiske. Her blev det tyske Libreka nævnt, og amerikanske modeller med skrabelod og vouchers (som man kender det fra iTunes store). Men idag er boghandlerne ikke nået langt.
Så faldt snakken på priststruktur. Gyldendal begynder på 80% af vejledende udsalsgpris, mens andre spillerere tror på 80% af nettoprisen (hvor man fraregner omkostninger - til fysisk distribution? burde det ikke være mere?) og derfor havner tætte på 60%. Dansk Supermarked vil gerne sælge ebøger, så konklusionen her var DER BLIVER KONKURRENCE - hvilket er et sundt tegn. Flere har forsøgt at kontakte Amazon med henblik på at komme ind på det marked uden held. Man havner i et callcenter i inden, som det blev udtrykt. En anden spurgte hvorfor det er interessant at eje bøgerne? Kunne man forestille sig at leje bøger og betale for den tid man bruger dem, eller modeler som Spotify? Her nævnte jeg at Amazons model mest minder om leje, eftersom man kun køber licens til at bruge dem, ikke ejer bogen - som PR-selvmålet omkring Orwells 1984 illustrerede. Det er et krav fra forbrugere, tilføjede Jonas Friisberg at man kan få adgang til sine bøger uafhængigt af hvilken device, man bruger. Bookworm og Barnes and Noble’s mulighed for at låne bøger til venner, eller at læse bøgerne online i fysiske butikker (?) blev her nævnt som eksempler. Steffen fra Publizon tror ikke på Amazons forretningsmodel på den lange bane, og ser f.eks. cloud computing (at man kan “gemme” sine bøger i skyen, og altså ikke skal have dem med sig) samt muligheden for at købe enkelte kapitler som en mangel på markedet.
Til sidste kom vi ind på nye formater og nye muligheder, hvor Nick Caves Bunny Monro projekt (med video / lyd og iphone app) og den såkaldte “enhanced” bogoplevelse også er spændende - men de fleste forfattere ser stadig sig selv primært som SKRIVENDE.
Jeg er 2 gange i januar blevet interviewet om situationer, hvor organisationer forsøger at skærme sig mod dårlig opmærksomhed, ved at lukke for sociale kanaler.
SuperBest bloggen
Først talte jeg med Politiken om SuperBests blog. Historien er kort fortalt at de umiddelbart efter en krise (kødskandalen, hvor de blev afsløret i at sælge gammelt kød) åbnede en blog. Her skrev de 4-5 indlæg og fik en masse sure kommentarer. Derefter lukkede de bloggen igen.
På bloggen skrev direktøren blandt andet:
De seneste to måneder har været de hårdeste, vi nogensinde har oplevet i SuperBest. Og vi har gjort en masse for at sikre, at ingen ansatte i vores kæde – hvad enten de er købmænd, slagtere, ledere eller kioskansatte – fremover er i tvivl om, at håndteringen af fødevarer selvfølgelig altid skal være helt i top i alle vores butikker.
Men vi ved godt, at kundernes tillid ikke kommer af sig selv. Der er kun én vej, hvis vi igen med stolthed skal kalde os Danmarks bedste fødevaremarked: Hårdt arbejde.
Mit bud er, at når det gælder blogging, så har SuperBest ikke gjort sig klart, hvad “hårdt arbejde” dækker over? :-)
Når man åbner en blog i forbindelse med en krise, må man være klar til at kunderne endevender alt hvad man siger og gør - og i et supermarked er det nok forventeligt at de fleste oplevelser stammer fra det lokale varehus og ikke fra en oplevelse af det samlede “brand”.
Fordelen er så, at man som organisation eller virksomhed har mulighed for at forsvare, forklare, undskylde og deltage i samtalen om éns egen virksomhed. I modsætning til alle middagsselskaberne, hvor kunderne også siger grimme ting. udtrykker mistro, men hvor man som organisation ikke er inviteret med i snakken. SuperBest valgte at lukke igen og altså at melde sig ud af samtalen - og det er en stratregisk beslutning, som flere har svært ved at forstå.
Læs artiklen om SuperBests lukkede blog hos Politiken
En anden henvendelse kom fra Tipsbladet og her gik snakken på fordele og ulemper ved at lukke af for Twitter og Facebook for spillerne. I udlandet har blandt andet Manchester United lukket af for de sociale netværk efter et par uheldige episoder.
I Danmark viste det sig heldigvis at være en ikke-historie, for alle de fodboldklubber Tipsbladet talte med, var klar over at fordelene ved at lade spillerne bygge relationer til fans er større end ulemperne :-)
Læs om fodboldklubbernes holdning til Facebook og Twitter.
I februar synes jeg det ville være sjovere at blive interviewet om, hvad alle fordelene er - og hvad det er for et potentiale organisationer smider væk, når de vælger at lukke af og ikke at turde dialogen!
I denne måned udgav højhastighedskomiteen deres rapport om “Danmark som højhastighedssamfund”.
Rapporten fremhæver naturligt nok IT og bredbånd som stadigt vigtigere dele af fundamentet for Danmarks fremtidige vækst og udvikling, og opstiller en lang række forslag til, hvordan det offentlige kan understøtte dette fremadrettet.
Rapportens mest interessante forslag var en række en forslag til, hvordan den offentlige sektor kan blive en platform for innovation. Dette sker ved, at den offentlige sektor åbner og udstiller data, grænseflader og infrastruktur på en sådan måde, at den private sektor kan tilgå disse på egen hånd og bruge dem til at udvikle og udbyde tjenester og løsninger, som borgerne kan benytte.
Dette kan f.eks. udmønte sig i en side som Find Vej, der kombinerer frit-tilgængelig kort-data fra Google Maps med offentlig data fra bl.a. Fødevarestyrelsens smiley-ordning og den kollektive traffiks stoppesteder i et såkaldt mash-up.
Ved at gøre data tilgængelig på denne måde kan man skabe grundlag for “permissionless innovation”, hvor virksomhederne ikke først skal lokke data ud af det offentlige for at kunne lave en løsning, men i stedet kan gå i gang i gang med at eksperimentere uden at spørge om lov først.
Denne idé kommer - ligesom så meget andet på nettet - fra USA, hvor denne brug af offentlige data kaldes for Government 2.0 - eller bare “Gov 2.0″. Denne idé er opstået i mødet mellem 3 tendenser:
• Åbne fleksible teknologier (open source, åbne standarder og maskinlæsbare strukturerede data) udgør
fleksible byggeklodser, som kan bruges i sådanne mash-ups.
• Web 2.0 er samlebetegnelsen for sociale nettjenester som Facebook eller Youtube, hvor det er brugernes kreativitet, deling og sociale interaktioner, der udgår indholdet, mens leverandøren stiller platformen til rådighed.
• Brugerindflydelse og gennemsigtighed har altid været en grundpille i demokratiet i form af borgerhøringer, rigsrevision og folkeoplysning. Internettet tilbyder helt nye virkemidler til at skabe denne offentlige transparens borgere, virksomheder og organisationer.
I Socialsquare har vi længe arbejdet med Gov 2.0-tendensen i Danmark — bl.a. har vi hjulpet adskillige danske kommuner med at skabe borgerinddragelse på nettet. Vi ser stort potentiale i denne form for innovation, og glæder os til at se resultaterne af IT- og Telestyrelsens konkurrence om at få sat Offentlige Data i Spil, der offentliggøres d. 4. februar.
Måske ender det ligefrem med, at vi får en offentlig data-portal som de har det i både Storbritannien, Australien og USA?
Seneste nummer af Fremtidsorientering - Institut for Fremtidsforsknings medlemsblad - stiller spørgsmålet HVEM EJER FREMTIDEN?
Sådan spørger vi (..) og sigter til den lovbestemte immaterialret, som skal hindre andre mennesker end ophavsmanden i at bruge den idé, det system, den metode, det produkt, det værk eller den opfindelse, han mener at eje retten til at udnytte eksklusivt.
Jeg har forfattet en artikel om Creative Commons, som tilbyder en standard for lovligt at dele indhold på nettet - en model som vinder i popularitet blandt især amerikanske virksomheder og organisationer. Herhjemme hersker der en del - til tider mærkelige - misforståelser, som artiklen forsøger at punktere;
Creative Commons er “en slags moderne kommunisme”
Creative Commons fungerer ikke i Danmark
Creative Commons er imod eller underminerer ophavsretten
Man kan gøre lige, hvad man vil med materiale, der er under Creative Commons-licens
Creative Commons sætter grænser for ophavsmandens egen brug
Læs mere her eller download hele HVEM EJER FREMTIDEN?, som i emnets ånd er frit tilgængelig, og må deles, ja endda remixes så længe du overholder CC-licensen. Så hvorfor ikke afholde en lille konkurrence:
Kan du få liv i PDF´en? - Socialsquare giver tre flasker rødvin eller FREE BEER til den mest kreative remix af Fremtidsorientering! Kindle-formattering, Nintendo DX, Emoji, l33t - send dit forlag til Henrik
I forgårs besluttede Google at holde op med at censurere nettet i Kina og de skrev på deres officielle blog, at det skyldes, at der på det sidste har været en række hacker-angreb i Kina, som tyder på at “nogen” søger information om menneskerettighedsforkæmpere.
These attacks and the surveillance they have uncovered–combined with the attempts over the past year to further limit free speech on the web–have led us to conclude that we should review the feasibility of our business operations in China. We have decided we are no longer willing to continue censoring our results on Google.cn, and so over the next few weeks we will be discussing with the Chinese government the basis on which we could operate an unfiltered search engine within the law, if at all. We recognize that this may well mean having to shut down Google.cn, and potentially our offices in China.
På den ene side er jeg klar over, at Google formodentlig primært reagerer, fordi de er klar over at vores tillid til dem står og falder med, at de ikke lader stater udspionere og forfølge (og hvem ved måske dræbe) menneskerettighedsforkæmpere – eller systemkritikere – og på den anden side lader jeg mig besnære af det forhold, at Google af moralske årsager vinker farvel til et marked som – især lige for tiden – ser ud til at blive verdens førende.
Jeg finder det interessant, at private virksomheder har den slags magt; at Google kan blive forkæmper for etik/moral og menneskerettigheder- og sætte standarder for, hvad regimer/statsmagter kan gøre på nettet?
Kunne Facebook lægge tilsvarende pres på Danmark? Hvad nu, hvis de truede med at lukke for danske brugere? (for eksempel med den begrundelse, at Danmark ønsker at censurere nettet/læs: blokere terrorsider – som foreslået af SF i sidste uge?) Hvilke muligheder for at beskytte det sociale netværk, har vi så?
Jeg er godt klar over, at mit tankeeksperiment er spinkelt, men jeg synes, det er interessant at så væsentlige platforme for vores deltagelse på nettet som Facebook, Google, YouTube er organiseret og ejet af private virksomheder som så også sætter reglerne for, hvad vi må eller ikke må?
Jeg kan ikke få øje på de demokratiske redskaber som gør det muligt for os, at påvirke dem? Men det kan sagtens være mig, der er blind for reguleringsmekanismerne?
Et par links:
Googles officielle blogindlæg om sagen: A new approach to China
Jeff Jarvis om: The rise of the interest state.
Digital Democracy om: Google changing course in China
Update kl. 15:34: Virkelig gode tanker om Kina vs Google i dette indlæg fra Poul Henning Kamp på Version2: Hvem hepper kineserne på?. En pointe at det kan blive endnu vildere, hvis Google fjerner kinesiske sider fra indekseringen? Men tør Google virkelig det? Og giver det mening?
Seneste kommentarer Seneste SQ Tweets SQ Blog Recent Comments Bookmarks
Klik og flyt rundt med "magneterne"